
Red Curry med kylling og grøntsager
En cremet, krydret og farverig ret, der balancerer varme, syre og umami. Serveres med ris eller nudler. Lav ideelt set i en wok. Brug gerne mere curry paste, end du regner med, da palmesukkeren balancerer smagen.
Ingredienser:
- 3 fed hvidløg, finthakket
- 2 spsk friskrevet ingefær
- 2-5 spsk red curry paste (alt efter præferencer for spice)
- 400 g kyllingelårfileter, skåret i mundrette stykker
- 1 rød peberfrugt, i strimler
- 1 løg eller 2 forårsløg, i skiver (gem toppen til topping)
- 200 g haricot verts (grønne bønner)
- 1 lille broccoli, delt i små buketter
- 2 gulerødder, skåret i skrå skiver
- 1 håndfuld bønnespirer (til sidst)
- 1 eller 2 pakker kokoscreme (alternativt kokosmælk eller fløde)
- Jeg kan personligt godt lide, at der er meget sauce, så der er flere rester til madpakken.
- 1 spsk sesamolie
- 1-2 spsk fiskesauce
- 1 lime, saften
- kokosolie (til stegning, da denne kan klare høje temperaturer)
- 1 tsk palmesukker
- Jasminris eller basmatiris til servering
Fremgangsmåde:
Trin 1:
Start med at sætte ris over efter pakkens anvisning.
Trin 2:
Varm kokosolie på en stor pande eller wok. Brun kyllingestykkerne, til de er gyldne. Tag dem derefter af panden og læg til side.
Trin 3:
Tilsæt lidt mere olie om nødvendigt, og svits red curry paste sammen med ingefær og hvidløg i 1-2 minutter, indtil det dufter dejligt
Trin 4:
Kom gulerødder og broccoli i panden. Steg dem kort under høj varme, mens du rører hele tiden.
Trin 5:
Tilsæt løg, peberfrugt og haricot verts. Steg yderligere 2-3 minutter. Man kan også tilføje lidt mere curry paste her, hvis man vil.
Trin 6:
Kom kyllingestykkerne tilbage i panden. Tilsæt kokoscreme og rør rundt, indtil alt er dækket og saucen er jævn.
Trin 7:
Smag til med fiskesauce, sesamolie, lime og palmesukker. Juster efter din smag.
Trin 8:
Lad retten simre i 5-10 minutter, så smagene forenes. Vend bønnespirer i lige før servering.
Trin 9:
Server din red curry rygende varm med ris og evt. frisk koriander eller limebåde som topping.
Kommentarer ( 0 )
Tilbage til Opskrifter